Om Crossfit ”CrossFit er et styrke- og konditionsprogram, der er bygget op omkring konstant varierende funktionelle bevægelser, der udføres ved relativ høj intensitet” -Coach Glassman. CrossFit bliver kaldt den mest intense, effektive og varierende træning der findes. Og med god grund!! I træningen bruger vi kettlebells, vægtstænger, egen kropsvægt, traktordæk, gymnastikringe, trækslæder og meget mere. Kun fantasien sætter grænser for træningen. CrossFit er baseret på funktionelle bevægelser, som kan overføres direkte til dagligdagen og til de fysiske udfordringer vi kommer ud for i livet. Mennesket har altid skullet stå, sidde, kaste, trække, skubbe, hoppe, klatre, løbe osv. Alt dette er funktionelle bevægelser, og i CrossFit er det disse bevægelser vi arbejder med. Funktionelle bevægelser involverer typisk mange af kroppens muskelgrupper og led, og generer kraft fra kernen og ud til arme og ben. CrossFit kan trænes af alle, lige fra jægersoldaten til pensionisten eller fra elitesportsmanden til den overvægtige og utrænede person. Alle øvelser kan skaleres, så de passer til den enkelte udøver, og derfor vil alle få gavn af træningen og opnå markante forbedringer i iltoptagelsen, styrken, udholdenheden og fedtforbrændingen. Træningen foregår ved høj intensitet, og det er efterhånden velkendt, at træning ved høj intensitet giver rigtig gode og hurtige resultater, sammenlignet med træning ved moderat intensitet. Populært sagt så bliver man i CrossFit lige dele vægtløfter, gymnast og løber.Dette beskriver meget godt variationen i træningen. Den ene dag kan man blive udsat for at skulle løfte tunge vægtstænger eller traktordæk, og dagen efter skal man måske løbe intervalløb eller lave gymnastiske øvelser. Først når man møder op i centret kan man se, hvad dagens træning går ud på. Dette er også med til at gøre træningen varieret for alle, og dermed opnår man den største alsidighed. I CrossFit bliver man ikke specialist indenfor en enkelt ting, man bliver i stedet lidt god til det hele. Selv om CrossFit er hård træning er det samtidig hyggeligt og sjovt. Man vil opleve et fællesskab som ikke findes i de traditionelle fitness-centre. I CrossFit foregår al træning på hold, og man lærer derfor hurtigt nye mennesker at kende og sammen går man gennem dagens strabadser og snakker om det bagefter. Det er hyggeligt, sjovt og socialt, samtidig med det er meget intenst og effektivt